Oktoberfest facts

Oktoberfesten besøges hvert år af ca. 7 mio. mennesker fra hele verden

Der er 105.000 siddepladser i 95 forskellige festtelte, hvoraf Löwenbräu som det største har 10.000 siddepladser.

I 2011 blev der drukket 7,5 mio. liter øl, 100.000 liter vin og 40.000 flasker champagne

Der blev spist 550.000 kyllinger og 42.000 svin mens i Spatenteltet alene blev der fortærret 118 okser og 68 kalve.

Oktoberfesten omsætter på 17 dage for ca. 8 mia. kr., hvilket svarer til årets omsætning for f.eks. Lego eller Danske Spil.

Historien bag Oktoberfest

Oktoberfesten i München er den oprindelige ”Oktoberfest”. Den første blev afholdt så langt tilbage som i oktober 1810 i anledning af Kronprins Ludwigs bryllup. Især på grund af den række af krige Tyskland har været involveret i siden 1810 har der været en del pauser, men man er alligevel nået til den 175. Oktoberfest i 2008. Oktoberfesten i München er gigantisk.

Oktoberfesten løber af staben over 16 dage og er en kæmpe folkefest. Hver dag fra morgen til aften syder det i de mange telte og på festpladsen, som udover teltene også kan byde på stort tivoli mv. Fra i begyndelsen at være en ”lokal folkefest” er det blevet til verdens største ølfest, hvor folk flyver ind fra hele verden for at ”smage” på den helt utrolige oplevelse.

I dag er det ikke kun de ”lokale” som kommer i de smukke fest dragter, nej også nationaliteter som danskere australiere franskmænd, italienere, amerikanere, kinesere mv. kan nydes i festdragterne der også kendes som henholdsvis ”lederhosen” for mændene og ”dirndl” for kvinderne.

 

Øl, fodbold og hornmusik

München har alt hvad en tørstig fodboldfan kan drømme om, verdens største ølfest og et af verdens bedste fodboldhold på vel nok verdens mest moderne stadion.

Turister tager som regel til München af to årsager: Fodbold og øl. Den årlige ølfestival – Oktoberfestivalen – der kuriøst nok er kalenderlagt til september, trækker millioner af turister til byen i så stort omfang, at den australske stat opretter en midlertidig ambassade i byen for at hjælpe nødstedte og især fordrukne landsmænd.

FC Bayern München og hjemmebanen Allianz Arena kalder på fodboldfolket. Klubben er så ubetinget Tysklands største og med fornemme meritter i europæisk sammenhæng. Med et topmoderne stadion har sydtyskerne gjort det til en såkaldt »totaloplevelse« at gå til fodbold i München med gourmetrestauranter, verdens bedste øl og kvalitetsvin som en del af de mange tilbud.
Ovenstående er begge glimrende anledninger til at besøge byen, men München er faktisk andet end bajere og bold.

Oktoberfest by night

Lad øllet flyde
München er hjemsted for verdens mest berømte værtshus i Hofbräuhaus’ gamle middelalderlokaler. Under de store hvælvinger er turister og lokalt godtfolk samlet til bægerklang og grillet svineskank med sauerkraut, mens de kvindelige tjenere bærer literkrus med øl rundt.

Læg mærke til det lille aflukke, når man kommer ind i værtshuset. Her har generation efter generation af München  - borgere med hang til øl deres eget private ølkrus gemt af vejen bag lås og slå. Der er kun få pladser – vurderet efter efterspørgsel og behov – så pladsen til de store krus går i arv fra far til søn. Hele herligheden er naturligvis tilsat rytmer fra et tuba-orkester i alpekluns og lædertøj. Tilbage er der vist bare at sige skål eller Prosit!

München og maden
Weisswürste – den hvide pølse - er Münchens største specialitet og spises traditionelt før klokken 11 om formiddagen. Pølserne koges og serveres, hvorefter man piller skindet af og spiser indmaden med sød sennep og saltkringler til.
Schweinshaxe er en anden populær ret – især på byens værtshuse. Retten er en langtidsgrillet svineskank, der serveres med kål og kartofler til. Der drikkes naturligvis øl til.

I den flydende afdeling opdeles det lokale øl i weiss bier, helles og dunkles. Førstnævnte er den klassiske hvedeøl, hvor helles har fået sit navn efter sin gyldne farve, og dunkles er byens mørke øl brygget på mørk malt.

München har i alt 20 bier-garten med fire af disse ølhaver i Den Engelske Have, og byen er beriget med seks kæmpe bryggerier - Augustiner Bräu, Hacker-Pschorr, Hofbräu, Löwenbräu, Paulaner og Spaten-Franziskaner-Bräu.